Dänisches Original des Zeitungsartikels von Jeg er jo ikke nogen god barthianer, siger Karl Barth, in: Kristeligt Dagblad, Jg. 57, Nr. 28 vom 1.11.1952, S. 8
Den kendte professor modtager medarbejder fra Kristeligt Dagblad og siger noget om Øst og Vest, om verdsliggørelse, barnedaab og bordbøn og om, hvad man ikke kan faa med sig i himlen
[…]
[…] Har De haft en god rejse? Kan De se at skrive, eller skal jeg tænde lidt mere lys? – – –
Det tomme rum…
– De beskæftigede Dem under den sidste del af krigen meget med det tyske problem?
– Ja, det gjorde jeg, men udviklingen har unægtelig overrasket mig. Jeg havde ventet, at sejrherrerne, især amerikanerne, havde taget mere fornuftigt paa Tyskland og tyskerne. Tyskerne har ikke lært noget af krigen. Havde man haabet, at de skulle blive «sunde», maa man fastslaa, at de er det mindre nu end nogensinde. Og det ansvar er de allieredes. Hist og her dukker de gamle idealer op igen, og de gaar jo ikke saa lidt længere tilbage end til Hitler. Det er aand fra før, der er faren. Jeg kender den fra min tid som professor i Tyskland fra 1921 til 1933. Hitler selv har jeg aldrig kæmpet saa energisk imod. Jeg anser Hindenburg for mere skyldig end ham. – Og til alt dette kommer saa den tyske genoprustning.
– Der er en ting, der er en endnu farligere udfordring mod øst end det tomme rum, og det er det fulde, – det, der er fyldt med 20 divisioner.
– Mange mennesker har travlt med at parallellisere nazismen i 40erne med kommunismen i 50erne.
– Naturligvis har de meget til fælles: Statstotalitarismen, den religiøse fanatisme og foragten for mennesket, det nutidige menneske, der ofres paa haabets og perspektivernes alter.
– Men forskellene?
– Nazismen var simpelthen vanvid. Hitler var afsindig og hans styre skabte ikke een betydelig personlighed, og ingen musik, ingen kunst, ingen litteratur. Kommunismen er et forkert forsøg paa at virkeliggøre en rigtig idé. Marxismen er en idé, med tanke og alvor bagved, og Stalin er en mand af format. Det har jeg gjort mig upopulær i Schweiz ved at hævde. Knæfald for Stalin, siger man. Nej, kun en konstatering af et faktum. Jeg har flere venner blandt kommunisterne. Det har jeg aldrig haft blandt nazister.
Vi maa ikke over for de to ideologier gøre os skyldig i en falsk forenkling. Over for nazismen kunne der kun gives eet svar. Men i kommunismen staar vi over for en virkelig idé, og den kan kun imødegaas med en bedre idé. I Vesttyskland maa en rigtig socialisme træde i stedet for de 20 divisioner. Som forholdene er nu, trækkes kommunismen til landet som vand til en tør svamp.
Hromadka og Chao
– Og kirkerne bag jerntæppet?
– Vi her fra Vesten skal være forsigtige med at diktere de østlige kirker deres standpunkt. Og fra statens side er der jo endnu ikke sket overgreb. Nok har man i Ungarn eksproprieret kirkens rige jordejendomme, 4 af dens fem gymnasier samt nedlagt de 3 af landets 4 teologiske fakulteter. Men hvor staar der noget i bibelen om, at kirken skal være besiddende? Kirken maa spænde livremmen ind, og det kunne jo være, at den, naar den er trængt helt op i krogen, først bliver kirke.
evangeliet maa i hvert fald ikke bruges som forsvar for den pæne tradition, der her – trist nok – brydes. Troens renhed trues ikke deraf, end ikke om studenterne skal skoles i den herskende politiske læres grundsætninger.
Kirken har gjort mange fejl i fortiden, og dem maa den nu bære straffen for, siger professor Hromadka om den ungarske kirke, men han tilføjer, at den endnu ikke er blevet angrebet paa tro og lære.
– Og naar det sker?
– De fleste i den vestlige verden mener, at Hromadka allerede er gaaet for vidt i sin tolerance. Men han har været i Amerika, og det er amerikanerne, der har lært ham det frisind, han nu praktiserer. Men han skal nok vide at sige nej, naar det skal siges. Den tillid har jeg til ham.
Se bare paa Chao, den kinesiske teologiprofessor, der traadte ud af det økumeniske arbejde paa spørgsmaalet om Koreakrigen. Nu holdes han i husarrest paa 5. maaned af dem, hvis ærinde mange i Vesten beskyldte ham for at gaa. Hvorfor? Fordi han, paa trods af hvad kommunisterne ønskede, han skulle sige, har talt djærvt om een kirke, een Herre, eet kristent broderskab. Da evangeliets frihed truedes, gav han ikke efter.
Det stemmer ikke med Grundtvig
– – Professoren har talt sig op. Piben er gaaet ud og maa atter tændes. I stilheden staar endnu hans sidste sætninger. Sproget er det haarde tyske, men det schweiziske tonefald gør det til en mild, smilende tale, selv naar emnet er alvorligt.
– Teologien har et ansvar over for tidens spørgsmaal, men den maa ikke optere for øst eller vest. Den kan kun trives i frihed, og den maa nu mere end tidligere ud af elfenbenstaarnet.
– Hvorfor den megen tale om verdsliggørelse i vore dage? Sækulariseringen har jo altid eksisteret. Var tidligere tiders forlovelse mellem stat og kirke ikke et tydeligt udslag af den? Og mon ikke den middelalderlige enhedskultur er den hidtil mest raffinerede form for sækularisering. Nu er det sande forhold kommet klart for dagen, og situationen er mere ærlig. Nu er en virkelig debat mellem samfund og kirke mulig.
Som et synligt udslag af den illusion, som enhedskulturen var, har vi f. eks. barnedaaben. Det centrale i kristendommen er jo imidlertid ikke en tilstand, men en afgørelse. Det har banedaaben [sic!] kastet et slør over. Daaben er Guds afgørelse, men mennesket maa anerkende den. Ja, ja – jeg ved godt, det ikke stemmer med Deres Grundtvig…!
Daaben kræver et ansvar af mennesket. Derfor maa mennesket først høre ordet, derpaa sige ja til det, og saa kommer daaben. Maaske er et tolvaars barn modent dertil, maaske er man det først som gammel mand. Men ansvaret er det centrale.
– Vil De hermed foreslaa gendaab af alle barnedøbte?
– Nej, naturligvis ikke. Daaben er jo rigtig nok, men ordenen, daabstraditionen er falsk, netop fordi den er rundet af tidligere tiders manglende blik for, at verden altid har været verdsliggjort. Vi skal ikke gendøbe, men naar nu endelig sækulariseringen er kommet klart for dagen, maa det medføre en ændring af vor daabspraksis.
Frihed er et stort ord
– Beder De bordbøn?
Karl Barth ser spørgende paa spørgeren og maa saa først have historien om den svenske præst, der forbløffedes over sin danske kollegas undladelse af at bede bordbøn før middagen i præstehjemmet. «Naar jeg ikke beder bordbøn, skyldes det min barthianske fortid,» lød forklaringen.
– Naturligvis beder jeg bordbøn, og det har jeg altid gjort, smiler Barth, men jeg er jo heller ikke nogen god barthianer. Det har jeg jo for længe siden faaet, at vide af de danske Ti– – – , hvad er det nur, de hedder?
– Rigtigt, ja; de har jo forlængst ekscommuniceret mig. Men hvad skal det forresten ogsaa til at lave en lære ud af, hvad en mand siger og skriver. Grundtvigianisme…! Barthianisme…! Aah, disse ia, ia! I-a, I-a, – er det ikke det aeslet siger?
En elev skal selv blive mester. Ikke ved at gentage sin egen lærer, men ved at lære af ham og blive selvstændig. Det kunne jeg ogsaa af og til have lyst til at sige til kirken. Her maa herske fuld frihed. Hvor er frihed et stort ord, ogsaa i evangeliet. Her skal De se.
Karl Barth henter fra reolen over skrivebordet det sidst ud komne bind af sin «Kirchliche Dogmatik» og peger paa indholdsfortegnelsen: Freiheit in der Gemeinschaft, Freiheit zum Leben, Freiheit in der Beschränkung. – Men det ord frihed betyder samtidig ansvar, føjer han til.
Store konferencer interesserer mig ikke
– De tager del i forarbejdet til Verdenskirkeraadets møde i Evanston i 1954?
– Ja, vore komitémøder varer 10 dage ad gangen! Men jeg ved endnu ikke, om jeg kommer til Evanston. Ingen aner jo, hvad fremtiden vil bringe. Selve arbejdet interesser mig; men de store konferencer som saadanne gør det visselig ikke. Og en saadan Amerikarejse vil jo nok ogsaa føre gæsteforelæsninger med sig. Dem lægger jeg mere og mere paa hylden. Naar jeg indbydes til at holde foredrag, siger jeg som regel: Nej, men send mig jeres spørgsmaal; saa skal jeg arbejde med dem. Jeg tror, foredragsformen er i baissen. Prædike i kirker gør jeg næsten heller ikke mere. Inden for mine egne fire vægge har jeg ogsaa mere end nok at lave. Og mine forelæsninger paa universitetet skal jeg jo i hvert fald passe. Netop nu staar semestret for døren.
– Saa faar vi Dem altsaa næppe at se paa vore nordlige breddegrader?
– Nej, sikkert ikke, men De maa hilse deroppe, – omnibus et singulis! Dogmatikken tager hele min tid. Den giver mig arbejde nok.
– Hvornaar bliver den færdig?
Men jeg faar den nok ikke med i himlen, slutter den skælmske professor med et lunt blink hen mod de 8 bind paa skrivebordsreolen. – Vi retfærdiggøres jo af naade, og ikke af «guten Werken»…!